Det lange seje træk . . .

Muslimsk ekspansion gennem 1400 år



1 Persien og Det Østromerske Rige løbes over ende

2 Om korsridderne i Palæstina ca år 1200

3 Fremrykning gennem Nordafrika til midt i Europa

4 Dødsforagt og fertilitet

5 Religionsfrihedens beskyttelsesdragt



Profeten Muhammed skabte sin ideologi Islam omkring år 620 medens han boede i Mekka i nuværende Saudiarabien. Han agiterede energisk for sin idé, men blev jaget bort fra byen. Flygtede til Medina i år 622. Der fik han støtte og allerede 624 slog han og hans tilhængere tilbage mod klanerne fra Mekka; slaget ved Badr. Derefter igen ved Uhud, så Khaybar og selve Mekka faldt i 629. Lynkrig ! Muslimerne gik straks igang med at udbrede deres lære. Og det gik stærkt. Man kan se tre hovedstrømme i denne udbredelse;
1) østgående via Iraq, Persien/Iran, Afghanistan til Turkmenistan og Pakistan. Expresfart, ca 20 år.
2) nordgående mod nuværende Syrien og Tyrkiet. Senere Balkan og op til Wien.
3) vestgående via Ægypten, Nordafrika og Spanien til midt op i Frankrig. Tog ca 80 år.

Retur

De øst- og nordgående erobringer var mulige, fordi det Østromerske Rige og Perserne i mange år havde bekæmpet hinanden. Begge var blevet svage og kunne løbes over ende. Det Persiske rige (Sassanid imperiet) omfattede hele det nuværende Iran, Afghanistan, Iraq, Syrien, Kaukasusområdet med Armenien, Georgia, Azerbadjan og Dagestan. Desuden det meste af Tyrkiet og noget af sydvestpakistan. Altså et mægtigt imperium. Alligevel kunne det væltes af krigeriske ørken-arabere. De fleste muslimske historikere siger at Sassanid riget, da araberne gik til angreb, var et samfund i opløsning og at befolkningen i virkeligheden modtog araberne godt. Imamer ser nok paralleller til dagens situation i Europa. Ud mod Middelhavet og nordpå gik muslimerne i kødet på det Østromerske Rige, som omfattede Balkan, det nuværende Tyrkiet, Kurdistan, Libanon, Jordan og Ægypten. På de bonede gulve i rigets hovedstad Konstantinopel = Byzans = Istanbul fnøs man foragtligt ad de primitive arabiske muslimer, men efter 80 år havde de slugt den største del af riget. Det blev et Kalifat. Kun Balkan og Tyrkiets vestlige del var tilbage. I 800 og 900 årene, altså i vikingetiden, var også Syditalien og Sicilien besat af muslimerne.

Retur

Fra omkring år 1100 og et par hundrede år frem, prøvede europæiske korsriddere at generobre noget af det tabte, bl.a. Palæstina med Jerusalem. Det blev en militær fiasko og resultatet var at Kalifatet i stedet bredte sig op til - og over på den nordlige side af Bosporusstrædet. Tyrkiets vestlige del blev altså også inkluderet i det muslimske Umayyad Kalifat, sammen med hele Balkan. Det kan nævnes at, trods den følgende århundredelange besættelse (op til 1918), afviste langt den største del af Balkans befolkning at konvertere til Islam. Befolkningerne fik derved Dhimmi-status, hvilket medførte højere skatter og ringere vilkår end for muslimer. Undtagelsen var Albanien, hvis befolkning konverterede. Den dag i dag ser Albanien helt anderledes ud end resten af Europa. Korsridderne omtales ofte som en flok barbarer der ikke havde lovligt ærende i Palæstina og Jerusalem. Denne påstand skal tages med et grand salt eftersom hele Mellemøsten havde været kristent i 300 år inden Islam overhovedet opstod omkring år 630. Korstogene handlede altså ikke om at chikanere områdets oprindelige inbyggere og deres tro. De handlede om at genoprette kristen status. Så kan man naturligvis diskutere hvordan tingene så ud endnu længere tilbage, inden kristendommen blev indført, men det spørgsmål angår i hvert fald ikke muslimerne.

Retur

Det VESTGÅENDE felttog løb som en steppebrand. Umiddelbart efter at Muhammed havde grundlagt sin ideologi, Islam, fejede arabiske hære ud til Middelhavet hvor de rekrutterede nye tropper. De underlagde sig Ægypten og gik videre gennem Nordafrika mod Gibraltar. De vendte op og ned på eksisterende samfundssystemer og udbredte Islam med hård hånd. Det er ufatteligt hvordan araberne, fra den fattige og ufrugtbare ørken, kunne udbrede Islam og erobre sådanne områder i en sådan fart. Samtidig havde de kapacitet til at føre et østgående og et nordgående felttog. Fra Nordafrika fortsatte araberne og deres nykonverterede muslimske trosfæller over Gibraltar og kæmpede sig vej til Pyrenæerne. Gik over denne bjergkæde i et snuptag og fortsatte halvvejs op gennem Frankrig. Først ved Loirefloden, mellem Tours og Poitiers, blev de stoppet i 732. Muslimerne blev derefter drevet tilbage sydpå, men ikke længere end til Spanien, hvor de så bed sig fast i de følgende 700 år. Sagnet om Holger Danske "Ogier le Danois" skriver sig for øvrigt fra dette felttog. Muslimerne blev efterhånden presset længere sydpå gennem den Iberiske halvø, men først i 1492 fik Ferdinand II slået muslimerne tilbage til Afrika. Altså 700 år med muslimerne som ubudne gæster i Vesteuropa.

Retur

Muslimsk ekspansion er ikke baseret på teknisk overlegenhed, men på mental styrke, tålmodighed og dødsforagt. Desuden har, gennem århundreder, muslimske kvinders fertilitet - og mændenes påbudte aktivitet på lagenerne - givet millioner af krigere. Som vi faktisk også selv siger i sangen om Sønderjylland: "For de gamle som faldt, er der ny overalt, de vil møde, hver gang der bliver kaldt." Tankegangen er altså heller ikke fremmed for os. Derimod den er ved at blive glemt.

Muslimerne bed sig godt fast i Europa Først så sent som 1918, efter første verdenskrig og 1300 års tilstedeværelse, blev de muslimske herrer drevet (næsten) helt ud af Europa. Men et brohoved blev tilbage. Nemlig den del af Istanbul som ligger nord for Bosporus. Folk på Balkan var de sidste europæere som levede under muslimsk herredømme. Det husker man stadig meget tydeligt på de kanter. Islams historie er præget af tilvækst. Der er i dag 1400 millioner muslimer. På vejen har der været nogle mindre tilbageslag, nemlig da man mistede den Iberiske halvø og senere Balkan. Regnet i dagens befolkningstal måtte man give slip på ca 110 mill mennesker. Altså mindre end 10% af verdens muslimer. Men med muslimernes lange seje træk behøver de ikke se det som en katastrofe. Muslimerne begyndte hurtigt at sive tilbage ind i Europa. Et eksempel er Kosovo, den sydlige del af Serbien, som i stigende grad blev befolket af muslimer. Resultatet i form af Serbisk-Muslimsk borgerkrig (Srebenića) kender vi. Efter et halvt hundrede år tog flytningen til Europa fart i 1970'erne. De indflyttende muslimer er fysisk ubevæbnede, men mentalt fuldt optankede.

Retur

Beskyttet af vestlig religionsfrihed er muslimerne i fuld gang med at opbygge parallelsamfund eller enklaver i Europas byer. Dette beskriver Christopher Caldwell meget precist i sin bog ”Reflections on the Revolution in Europe”. Når enklaverne så vokser sig store og stærke er spillet snart vundet. Vi andre kan regne med en fremtid som Dhimmier og vi kan allerede nu høre i Libanon om hvordan sådan nogen har det i hverdagen. Vi skal ikke kimse ad muslimer og se dem som primitive sjæle, som vi behøver hjælpe med at lære vores livsstil. De ser overhovedet ingen grund til at lære den. Islam er faktisk vokset fint hidtil. Derimod behøver vi Europæere måske se lidt på hvordan vi beholder vores egen gode plads i verden.



ref: Edward Gibbon: "Rise and Fall of the Roman Empire" "Romerrigets opgang og fald"

ref: Christopher Caldwell: ”Reflections on the Revolution in Europe (immigration, Islam and the West)”

http://en.wikipedia.org/wiki/Islam
http://en.wikipedia.org/wiki/Islamic_conquest_of_Persia
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Muslim_majority_countries
http://en.wikipedia.org/wiki/East_Roman
http://en.wikipedia.org/wiki/Libanon